March 11, 2013

Brutal Assault day 2+3

Hey - så blev det sgu endelig tid til resten af historien om Brutal Assault!

Dag 2 startede med at vi brugte utrolig lang tid på at tåge rundt og finde noget vand at vågne på. Ja, det lyder meget østeuropæisk men det er faktisk væsentlig lettere at finde øl end vand og ca. ligeså billigt, men lidt alkoholfri væske skulle der indenbords til at genoprette væskebalancen. Og så lå ølteltet jo lige i nærheden ;)

Her havde vi aftenen før fundet det halve af Haderslev og efterhånden fået etableret et danskerbord. Mægtig hyggeligt og de var selvfølgelig også klar på bænkene fra morgenstunden. Har sagt det før og siger det gerne igen - øl til 1 euro på en festival! En superfed ide med sådan en stor flok - der var altid nogle tilbage ved bordet som lige kunne holde skansen så man kunne altid dumpe forbi til lidt godt selskab og et 'par' øl.

Efter et par Budvar var vi nogle få der havde sat kryds ved Cattle Decapitation - et par Californiske hyper-aggressive menneskefjendske veganere der lavede rasende fed death-grindcore eller hvor man nu skal placere dem genremæssigt. Har set dem for år tilbage på Stengade 30 om opvarmning for Aborted og det var sgu imponerende - dengang var jeg (uden at være specielt påvirket) temmelig overbevist om den ene guitarist er havde mindst 3 arme. Anyways kl. 11 om formiddagen var der jo alligevel ikke så meget andet at lave så det skulle vi da se. Og det var edderdulme megafedt. Selv på dette metalmæssigt ganske urimelige tidspunkt fik de i den grad pumpet festen op langt udover det forventelige - de var stadig fuldstændig vanvittige at se på live, det virkede nærmest som om de var oppe at slås mod deres instrumenter og godt på vej til at tabe. Jeg har lige siden den koncert stort set kun lyttet til deres skiver og det bliver bare federe og federe - kan kun anbefales (og mange andre er enige med mig, deres seneste album Monolith of Inhumanity er endt i årets top 3-5 flere steder og trommeslageren Dave McGraw røg ind på Sick Drummer Magazines uprioriterede top 15 liste).

Så var den dag sat i gang men der gik nu godt nok noget tid før der skete noget interessant igen. I højt humør undgik jeg derefter behændigt både Incantation, Insomnium, Morgoth og Vallenfyre selvom der blev talt godt for dem. Man må jo vælge nogen gange og så er det jo tit lettere at blive siddende og drikke øl :)

Senere på aftenen stod den på Municipal Waste der altid er klar til at starte en fest og så var stemningen fra formiddagen genetableret. Direkte videre til Napalm Death der jo altid er et must see - om ikke andet så for at nyde Barney og de gamle klassikere. Thumbs up til dem. Efterfølgende fik jeg lige starten af Amon Amarth med, men de er efterhånden lidt for kedelige - og der skulle jo også lige hentes øl. Og så sad Haderslev lige ved bordet.

Og så gik tiden og så kom der Paradise Lost. Og dem kan man jo sige meget om, det er jo efterhånden lang tid siden de har spillet noget der minder om dødmetal, men jeg synes nu også de har lavet et par andre gode album (altså før det endte i Depeche Mode). Og det var faktisk en overraskende god koncert. Meget notalgisk men den memory lane skal jo fræses til engang imellem :)

Der blev snakket meget godt for Gorguts og senere blev koncerten lovprist til skyerne, men dels kender jeg dem ikke og dels var jeg igen klar til soveposen. De der børn osv.


Lørdag morgen og sidste musik dag. En relativ stille dag musikmæssigt, når nu jeg ikke rigtig kan få blodtrykket op over Immortal. Men så skulle de der ølpoletter jo også lige times så der var nok at se til.

Aborted lagde ud tidligt på eftermiddagen med et stille og roligt job. Store dele skiftet ud siden jeg så dem på Stengade med Cattle Decapitation og på trods af at der ikke er noget dårligt at sige om dem er jeg aldrig blevet rigtig hooked.

Måske fik jeg set lidt Sodom henad aftensmad tid, men så igen - måske ikke. Fintroll fik jeg derimod både set og afskrevet igen. Ganske enkelt en helt uimponerende koncert der ligger langt fra fordumstiders forrygende armkroge, bensving og kædedanse på Wacken og andre steder. Måske gør man ikke sådan noget ude østpå..?

Derfor gik jeg tilbage til ølbordet og Haderslev og farvel til Immolation der gik på efter Fintroll. Ikke et stort tab eftersom jeg ikke kendte dem, men en Haderslev-fyr (fra kbh!?) havde talt dem godt op så jeg var sådan set blevet overbevist. Han missede dog også selv koncerten - sådan går det jo på festivaller (med øl til 1€ dollar :)

Derefter var der kun Six Feet Under tilbage. Min første koncert med Chris Barnes (så vidt jeg husker og det er jo det der tæller ;) og jeg er jo i virkeligheden også meget tilfreds med SFU's langsomme malende dødsmetal der ligger lige i røven af all time favoritten Obituary. Koncerten var dog so-so grænsende til det halvkedelige selvom Mr. Barnes gjorde det ok. Stemningen manglede bare lidt på en eller anden måde og det hjalp sgu heller ikke med alle de der corpse paintede Immortal fanatics der bare hang ud og ventede. Men netop som man lidt havde opgivet adrenalinen og sidste nummer var godt i gang stoppede Barnes bandet og forlangte at de spillede noget som publikum kunne lide - Hammer Smashed Face! Så faldt der alligevel noget Cannibal Corpse af som håbet og så var der dælme nogle der vågnede op i pitten - YEAH.

Og det blev afslutningen rent musisk på Brutal Assault. Derefter skulle ølpoletterne skulle afstemmes og dagen efter en ret lang tur hjem over stepperne (mest en laaaang togtur gennem Tjekkiets trøstesløse landskab :s). Men alt i alt en fed festival der sagtens kan gentages med en god line-up!