Dum og Dummere

Så kom jeg da lige i tanke om en historie fra en skiferie, som er et fremragende eksempel på hvorfor stemmeretten bør baseres på intelligens.

Vi står klar til pistevisning og skal lige have en navneleg. Vores søde guide Signe forklarer reglerne og sætter i gang: "Jeg hedder Signe og jeg smiler."
Så er det SS: "Jeg hedder Søren og jeg Sejler" (her begynder de fleste at ane et mønster selv uden forklaring.
Next up er Clement: "Jeg hedder Clement og jeg citerer". Osv. med "Jeg hedder Kim og jeg kalder", "Jeg hedder Gorm og jeg gumler".

På det her tidspunkt ankommer to ekstra og stiller sig sidst i køen. Signe afbryder og starter forfra så folk også lige får lidt ekstra tid til at tænke og de nye lige kan høre hvad det går ud på.

Vi kører forfra og Signe, Søren, Clement, Kim og Gorm tager remsen igen. Og nu bliver det spændende for den næste i rækken har trods dobbelt forklaring, test-run og den igangværende runde åbenbart stadig ikke fanget ideen. Og det kan selvfølgelig smutte, det er tidligt om morgenen (dog ikke for børnefamilier men det var før den tid) måske var han lige uopmærksom i 5 min osv. Men come-on! Han havde tydeligvis ikke tømmermænd af samme kaliber som os og vi havde da klaret det med mindre forberedelse (faktisk lignede han ikke en der havde nogle tømmermænd overhovedet havde) - og så hardcore svært var det bare ikke. Men hvis det så bare var en smutter så fred da være med...

Men så viser det sig at hans kæreste ved siden af, på trods af en umiddelbar succes, der dog lige giver ham mulighed for at understrege sin visdom, sagtens kan toppe den og tage stikket hjem. Her følger fortsættelsen uden yderligere kommentarer:
- Jeg hedder Mikael og jeg dykker.
- Jeg hedder Sanne og jeg ski'er.
- Det kan man da ikke sige.
- Jamen du havde jo taget dykker.

WTF!?!

Stor respekt for guide-Signe der professionelt nok begrænsede sig til et lille smil til siden. Jeg kan afsløre at undertegnede og hans gruppe ikke klarede det helt så elegant...