August 18, 2012
Brutal Assault - day 1
Så blev man lige lokket med til Tjekkiet og Brutal Assault - en dejlig lille festival der foregår i og omkring et gammelt fort, hvilket skaber en meget cool stemning. Den var lidt større end Copenhell med samme antal scener (2 main + 1 lille til upcoming bands) men 3 dage og flere bands pr. dag. Og lidt mindre en Hellfest med deres 4 scener.
Der var ikke så mange bands, men ligesom på Copenhell betyder det at man har mulighed for at se alt. Det betyder igen at man faktisk får set en del som man måske ellers ikke ville have set - enten fordi der ikke spiller noget bedre samtidig eller fordi man ikke har brug får en pause i et stramt program.
Jeg nåede at se 15 bands på trods af urimelige ølpriser på 8 (otte!) kr. for ½ L Budvar der ellers nok ville kunne stikke en kæp i hjulet på mange svage sjæle:
Fredag startede efter nogle timer i ølteltet til at vågne på med General Surgery som nogen hev mig med til. Jeg har altid undgået General Surgery fordi de hidtil (og også her til Brutal Assault) har været listet som Grindcore hvilket ikke lige er min favoritgenre. Men de viste sig at spille ganske habil Death/Gore i bedste Cannibal Corpse stil. Thumbs up til dem.
Tid til lidt flere øl inden en af topprioriteterne The Black Dahlia Murder gik på. Jeg så dem sidste år på Hellfest og selv om jeg i mellemtiden er blevet virkelig begejstret for deres nye album må jeg endnu engang konstatere at deres lyd ikke er i top udendørs. En fed koncert men stadig lidt skuffende.... De er sgu bare bedre til indendørs venues om fx i Vega 2011.
Senere kom jeg af vanvare (efter en tur til hegnet) til at høre Lock Up som viste sig at være meget cool amerikanerdød. Det blev dog lidt ensformigt i længden, så ok jeg kun fik 2/3 med. Derefter var der massiv stemning for at høre Heaven shall Burn som jeg har det fint med. Ikke lige min genre men de er meget fede live - ikke mindst pga de massive circle pits.
Lige i røven af dem kom Krisiun - også en topprioritet. Og også på Hellfest sidste år. Og på trods af de laver fede skiver brænder de ikke rigtig igennem live. Så endnu højprioritetskoncert der skuffede selvom den var ok cool. Bummer, men tilfredsstillende trods alt.
Og så var det tid til endnu en topprioritet koncert. Jeg missede jo mere eller mindre totalt Ministry's Final World tour i 2008 (tror jeg det var?) på trods af 3 chancer - i Vega (som jeg droppede pga. de alligevel kom på 2 af de festivaller jeg skulle til i løbet af sommeren), på Hellfest (hvor jeg sov hele koncerten) og til Graspop (hvor de spillede samtidig med Morbid Angel...).
Så nu skulle jeg da lige have rettet op på den fadæse. Desværre var det den koncert der skuffede mest på Brutal Assault. Der var såmænd energi nok i det nye hold, men Al kørte den mest på rutinen og sætlisten var ikke optimal. Til gengæld var det megahøjt!
Derefter fulgte jeg strømmen over til Dimmu Borgir. På ingen måde min stil, men nu var de der osv. Men efter ½ times tid gik jeg ned for at hente noget mere tøj i stedet for. Og så var der jo også tid til en stak øl inden Nile gik på senere på natten.
Sidste topprioritet den dag var Nile. Men på denne tid af natten sætter en dagligdag med 2 børn sine spor - sikkert godt hjulpet af de urimeligt billige øl i Tjekkiet :) I hvert fald måtte jeg kapitulere halvvejs og finde teltet. Men trods alt ikke det store tab - jeg har set dem flere gange før og de kommer jo igen til efteråret med Morbid Angel og Kreator (nice combo!).
Så en dag med de fleste af mine topprioteter som ikke umiddelbart faldt super godt ud, men alligevel en cool dag når jeg tænker tilbage. Måske pga. solskin-metal-øl kombinationen, måske fordi andre koncerter faldt godt ud, måske fordi det var 1. dag på festival og vi havde mødt halvdelen af Haderslev dernede. Og så var det som altid fedt med alle komplimenterne til mine tattoos, specielt ham italieneren der corner'ede mig efter BDM og indledte samtalen med at han havde et foto af mig. Okay... det var så fordi han selv var tatovør og havde Black Tattoo Art bogen.
Fortsættelse følger - Stay tuned.
August 15, 2012
Dum og Dummere
Så kom jeg da lige i tanke om en historie fra en skiferie, som er et fremragende eksempel på hvorfor stemmeretten bør baseres på intelligens.
Vi står klar til pistevisning og skal lige have en navneleg. Vores søde guide Signe forklarer reglerne og sætter i gang: "Jeg hedder Signe og jeg smiler."
Så er det SS: "Jeg hedder Søren og jeg Sejler" (her begynder de fleste at ane et mønster selv uden forklaring.
Next up er Clement: "Jeg hedder Clement og jeg citerer". Osv. med "Jeg hedder Kim og jeg kalder", "Jeg hedder Gorm og jeg gumler".
På det her tidspunkt ankommer to ekstra og stiller sig sidst i køen. Signe afbryder og starter forfra så folk også lige får lidt ekstra tid til at tænke og de nye lige kan høre hvad det går ud på.
Vi kører forfra og Signe, Søren, Clement, Kim og Gorm tager remsen igen. Og nu bliver det spændende for den næste i rækken har trods dobbelt forklaring, test-run og den igangværende runde åbenbart stadig ikke fanget ideen. Og det kan selvfølgelig smutte, det er tidligt om morgenen (dog ikke for børnefamilier men det var før den tid) måske var han lige uopmærksom i 5 min osv. Men come-on! Han havde tydeligvis ikke tømmermænd af samme kaliber som os og vi havde da klaret det med mindre forberedelse (faktisk lignede han ikke en der havde nogle tømmermænd overhovedet havde) - og så hardcore svært var det bare ikke. Men hvis det så bare var en smutter så fred da være med...
Men så viser det sig at hans kæreste ved siden af, på trods af en umiddelbar succes, der dog lige giver ham mulighed for at understrege sin visdom, sagtens kan toppe den og tage stikket hjem. Her følger fortsættelsen uden yderligere kommentarer:
- Jeg hedder Mikael og jeg dykker.
- Jeg hedder Sanne og jeg ski'er.
- Det kan man da ikke sige.
- Jamen du havde jo taget dykker.
WTF!?!
Stor respekt for guide-Signe der professionelt nok begrænsede sig til et lille smil til siden. Jeg kan afsløre at undertegnede og hans gruppe ikke klarede det helt så elegant...
June 18, 2012
Copenhell 2012
Og det var fandme fæ'!! En lille hyggelig festival fest nærmest i baghaven - det blir ikke meget bedre. Og så er jeg jo også blevet så gammel og magelig at det faktisk er meget fedt at sove i sin egen seng ;)
Det skortede ellers ikke på problemer i optakten. Sabelkatten havde ligget syg i en uge med bihulebetændelse og aftenen før fik den Førstefødte skoldkopper - arrggghhh... Og det var ikke et pirat-argghh! Men alt blev fikset med hjælp fra Farfar og Moster og så var jeg klar.
Fredag missede jeg Skeleton Witch som jeg har hørt meget godt om, men ikke fået dyrket mere. Lektien er vel at tage fri om fredagen, men med nyt job og hente børn i hele nordsjælland var det alligevel aldrig lykkedes i år...
Men jeg nåede stort set lige ind omkring til Anthrax. Det var sgu egentlig meget fedt. Jeg fandt den gamle kollega jeg ledte efter uden besvær og lige ved siden af tumlede en anden gammel studiekammesjuk rundt med sine stive Esbjerg-venner - ham havde jeg sidst set i flyet til Stavanger for nogle år siden. Men Anthrax leverede og gav mig lige et par numre til til De Små Synger Metal som havde fortabt sig i glemslen.
Senere på dagen fik jeg en knivspids All Shall Perish med, men havde i øvrigt travlt med at løbe ind i folk jeg ikke har set i umindelige tider. Endte i Biergarten teltet og det var en god ide - masser af gamle metal klassikere fra DJ'en holdt stemningen og humøret højt. Så højt at jeg glemte at checke Gojira ud - mest fordi jeg troede det var Immortal der spillede på det tidspunkt. Hmmm.
Og så var der jo Slayer til at lukke festen fredag. Desværre var jeg lukket mere eller mindre ned og kom aldrig op i gear. Det endte med jeg tog hjem halvvejs igennem med familien i baghovedet - ikke mindst Toeren der har anlagt sig en grim vane med at stå op kl. 5.
Lørdag nåede jeg lige ca. præcis ind til Dying Fetus. En udemærket start på dagen lige at få at blodomløbet i gang med en stak solide power blast beats.
Lige tid til et par øl inden Korpiklaani for alvor skulle sparke festen i gang. Det gjorde de eftertrykkeligt med deres finske glad-i-låget-folke-druk-metal med supplerende maveklaver, violin og fløjtefest udover de sædvanlige ingredienser. Det var en stor fest alle var glade og Korpiklaani har generelt bare et fedt publikum der elsker at danse og more sig - understreget af hans kommentar undervejs "I see a lot of happy faces" :)
Derefter blev jeg på det nærmeste tvangsindlagt til at høre Immortal efter at have hooket op med nogle venner The Wickerman - en pæn stor trædims der blev fyret af senere på aftenen med krudt og det hele. Jeg undgik dem snedigt sidste år på Hellfest, men nu gik den åbenbart ikke længere. Og så blev der jo trods alt serveret øl til. Men skramlet black metal bliver nu aldrig min kop te.
Tilbage til Biergarten teltet og noget live metal karaoke. Fed ide med et live band til at spille numrene - det gør det lige en tand federe. Men lav lige en screening af folk inden de ryger på scenen! Hvis man ikke kan tralle med på Sad But True på trods af man står med teksten i hånden og værten giver cues, så bør man nok spare sig selv for ydmygelsen!! Eller ihf. tænke på publikum der tydeligvis havde væsentlig mere styr på det selv uden tekst. Tsk Tsk tsk.
Og så TADAAAAA - Lamb of God. Et guddommeligt live band ikke mindst takket være vocalist Randy Blythe der virkelig kan fyre op under folk. Der er selvfølgelig kun én vej og det er lukt i pitten - mosh, circle, wall of death og andet godt. Det var som altid en stor stor fornøjelse at opleve LoG live, publikum var i den grad oplagt og jeg slap fra pit-festen med de forventede knubs og småskrammer - ikke stort værre end en gang footie. Suverænt den fedeste koncert på Copenhell i år!
Efter den omgang stod den på afslapning i Jâgermeisterbussen, en pils mad og hjemad. Jeg orkede ikke engang at checke Soulfly ud og Marilyn Manson stod aldrig på mit program. Desværre gik jeg så også glip af Wickerman afbrændingen, men sådan er det jo.
En ting der var rigtig fedt var alle de forskellige side-aktiviteter fra karaoke over Smadreland til metalbio og Biergarten. Når en festival med et så relativt lille antal bands prøver at ramme hele metalfolket er der nødt til at være god pause underholdning, så man ikke falder hen mens man venter på det næste band.
Alt i alt horns up til Kjøwenhavns egen Metal fest - men det er dælme ærgerligt den ligger lige oven i Hellfest. Det er desværre svært at hamle op med. Der er dog trods alt gode chancer for at jeg vender tilbage - det er et udemærket sted at lære poderne alt om metalfestivalers velsignelser!
Åh ja - så var der jo lige prikken over i'et da jeg kom på forsiden af metroXpress - hehe
January 30, 2012
Om folk man har lyst til at korsfæste
Så turen går til Århus, og det er i denne del af fortællingen at 'ham-man-har-lyst-at-korsfæste' går sin entré. Vi har nemlig hyret ham til at fragte vores ejendele til det sommerhus der skal være vores hjem de næste par måneder. Der står vi klar søndag morgen kl 9 - børnene er klar, vi er klar, flyttekasserne er klar, aftalen er klar - alt er klart. Bortset lige fra vores (explicit content) af en flyttemand! Vi venter og venter og ringer og venter lidt mere og ringer igen og venter og kimer og kimer. Ingen bil og ingen kontakt. Tag den og fest idioter!!Gennem alle ederne og forbandelserne forsøger reptilhjernen desperat at finde en udvej - flygt eller dø; (som i find en løsning før den ældste går amok af kedsomhed, den yngste vågner og Sabelkatten eksploderer i en sky af stress)
Heldigvis tilbyder vores back-up flyttemand at hjælpe om mandagen - han har 1.1 i promille da jeg vækker ham kl lidt i 11, så han er ikke så opsat på at tage turen søndag hvilket jeg sys er fair nok. Vi skal dog stadig afsted, så vi får lynhurtigt fundet og ompakket de ting vi er nødt til at have med derover og så afsted små 3 timer forsinket. Timingen er skudt i sænk, middagslur og frokost kører skævt og turen derover bliver temmelig krævende med 2 ballademagere på bagsædet og Sabelkatten der stadig er lige på kogepunktet.
Men hov, hvad skete der egentlig med ham der skulle være kommet? Jamen han havde da kækt sendt en mail til mig et kvarter EFTER han skulle have været hos os og forklaret at han regnede med flytningen var udskudt da han ikke havde modtaget et svar på ordrebekræftelsen og pengene. Vent lidt - spoler lige 2 dage tilbage til vores sidste tlf.samtale:
Gormoraptor: ... Jeg har stadig ikke fået ordrebekræftelsen? Men vi er vel stadig enige om tidspunktet på søndag?
P: Den er skam sendt. Har du ikke fået den?
G: Nej,jeg har ikke set noget. Med post eller email?
P: Email. Den er sendt.
G: ok, men jeg har ikke set den, så; kan du ikke sende den igen?
P: Jojo. Du ved jeg har over hundrede mails hver dag, men dig kan jeg huske for du er den eneste jeg har lige nu med det navn.
G: Fint, men hvis du sender den på min mail så bekræfter jeg med det samme.
P: Jaja det er fint.
G: Hvad tid er I der på søndag?
P: Vi er der ved 9-tiden allersenest kl 10. Men ikke senere. Vi skal jo også derover til Jylland.
G: Glimrende. Og hvis du sender odrebekræftelsen med det samme så ordner jeg resten her i eftermiddag.
P: Jaja, det gør jeg. Vi ses. ...
Det gjorde vi så ikke. Og hvis vi gør korsfæster jeg ham kraftedme!
1 søm i højre hånd for at bryde en vigtig og klokkeklar aftale.
1 søm i venstre hånd for at efterlade os i en helt utrolig bundrådden situation.
1 søm gennem begge fødder for at gjort en helt simpel og enkelt ting til en forsmag på Helvede ved kujonagtigt at bakke ud i sidste øjeblik uden rigtig at gøre opmærksom på det (for hvem fanden checker mail søndag morgen når man klar til at flytte og alt er pakket ned?!?)
Og så kan han for min skyld hænge der så længe han har lyst - mærkeligere ting er set på Nørrebro.
Og en superstor tak til Thomas og Kbhs. Flyttebil www.kbhflyttebil.dk for at redde os!
PS. Sabelkatten prøver at sikre sig at jeg ikke bryder injurielovgivningen (det lærer man åbenbart også som journalist) - så derfor står lallopatens navn her ikke, men bare rolig jeg har skam ikke glemt det ;-)
January 09, 2012
Branding
Så nu har jeg tænkt og tænkt og tænkt til jeg blev helt ør i bolden... Eller i hvert fald en dags tid for i virkeligheden er det jo meget enkelt.
"Gorm" er til at klare for de fleste danskere men så stopper festen også. I udlandet brækker folk ofte større eller mindre dele af underansigtet når de prøver at udtale mit navn og man bruger ofte de første par timer på at forklare den korrekte udtale. Og det ender alligevel med noget i retning af Tom som er ret uinspirerende men dog moderat internationalt.
Permutationer af mine initialer GRG og andre logiske akronymer giver heller ikke meget mening og mangler wow effekten.
Tilbage er derfor mit gamle øglenavn Gormoraptor som har tjent mig godt de sidste 15 år (WHAT? det var sgu da i forgårs vi startede Øglelogen!). Det er også allerede kendt derude på nettet og i udlandet og går væsentlig bedre på engelsk end Gorm (som ordbøger i øvrigt typisk retter til Horn...). Der er også meget mere metal over det så det blir cool nok.
Næste del er så at finde ud af hvordan det her branding så skal effektueres. Well en hjemmeside, en blog med navnet, twitter og hvad har vi ellers. Nogle trofaste læsere vil muligvis hævde at jeg ikke er den der belaster nettet mest med blogindlæg så måske lidt overkill at sprede materialet over endnu flere medier. Måske, men måske virker det!? Nu bliver det prøvet så må vi se hvor det ender - Into glory ride!